Om mig som menneske.

Jeg ved, hvordan det føles at kæmpe. Ikke bare lidt. Men den slags kamp, hvor man ikke engang selv helt forstår, hvorfor man har det, som man har det – man ved bare, at noget føles forkert.

En af de største grunde til, at jeg laver det arbejde, jeg gør i dag, er, at jeg selv har været der. Jeg har levet et liv fyldt med usikkerhed, vrede og depression. Jeg brugte enormt meget energi på at holde en perfekt facade. Alt skulle se godt ud udefra – det var vigtigt for mig, at ingen kunne se, hvor kaotisk det faktisk var indeni.

Jeg jagtede hele tiden andres anerkendelse. For når jeg fik den, så kunne jeg – bare for en stund – mærke følelsen af at være okay. Af at være ønsket. Af at være “god nok”. Men det holdt aldrig længe. Jo mere bekræftelse jeg fik, jo mere mistede jeg mig selv. Og jo mere jeg mistede mig selv, jo større blev behovet for endnu mere bekræftelse.

Det blev en ond spiral.

Det hele kulminerede, da jeg blev ramt af en voldsom hudsygdom, som i næsten otte år vendte op og ned på mit liv – og flere gange var tæt på at tage det fra mig. Det var brutalt. Men det blev også et vendepunkt. En øjenåbner. For første gang begyndte jeg at stille mig selv spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig, hvis jeg ikke længere kan leve op til det billede, jeg har prøvet at opretholde hele mit liv?

Langsomt begyndte jeg at tage ansvar for mit liv. Ikke på den der “nu skal jeg tage mig sammen”-måde – men på en dybere, ærlig og kærlig måde. Jeg begyndte at tage mig selv alvorligt. At lære mig selv at kende. At finde hjem i den, jeg i virkeligheden er – bag alle lagene.

I dag arbejder jeg som psykoterapeut, hvor jeg hjælper andre med de mentale, psykiske og følelsesmæssige udfordringer, de står i. Og jeg gør det med både personlig erfaring og faglig viden i rygsækken. Men vigtigst af alt: Jeg møder mennesker, som de er – ikke som de burde være. Jeg tror på, at vi alle gør det bedste, vi kan med det vi har lært. Og det er herfra forandring kan begynde – når vi bliver mødt med nysgerrighed, varme og uden dom.

I dag er jeg taknemmelig. Ikke fordi alt er perfekt – men fordi alt det, jeg har været igennem, har givet mig noget at stå på. Noget jeg kan give videre.
Så hvis du kæmper – med selvværd, usikkerhed, depression, angst eller bare følelsen af at være uønsket – så ved jeg, hvordan det føles. Og jeg ved også, at det kan ændre sig.

Som Mother Teresa sagde:
“The biggest disease in the world is people feeling unwanted.”
Og jeg kunne ikke være mere enig.